10 bud på en lettere hverdag

10 bud på, hvordan du som forældre gør dit barns (og dets pædagogers) hverdag i institutionen lettere.

1. Respekterer institutionens rutiner

Eftermiddagsfrugt, morgensamling og pædagogiske aktiviteter bruges blandt andet til at arbejde med børnenes sociale kompetencer, og en øvelse i at kunne koncentrere sig i en given tid. Derfor kan det være forstyrrende, at en forælder kommer ind midt i det hele. Så tjek med pædagogerne inden.

2. Bland dig – hvor det er relevant

Det er helt normalt, at du som forælder kan være i tvivl om, hvorvidt det er på sin plads at du blander dig, når du oplever, at to af de andre børn har en konflikt, og der ikke lige er en pædagog i nærheden.

Men mens du står og funderer over det, er den ene begyndt at skrige så højt, at en pædagog er kommet ilende, og du sidder og skammer dig over din konfliktskyhed.

Så husk: som forælder er du også en del af institutionen, og du har ikke kun ansvaret for dit eget barn. Bryder du dig ikke om selv at gå ind i konflikten, så hent en pædagog.

3. Ingen syge børn i institutionen

Kun helt raske børn hører til i institutionen. Alt andet er ganske enkelt synd for barnet og de andre børn, der ellers risikerer at blive smittet.

4. Skriv navn i tøj og fodtøj

Du kan godt lade være med at skrive navn i dit barns tøj og fodtøj, men risikoen er bare, at det bliver byttet og i værste fald forsvinder.

5. Kom til forældremøderne

Hvis du ikke kommer til forældremøderne og sætter dig ind i, hvad der foregår, så kan du risikere, at institutionen for dig, bare bliver et sted, hvor du henter og afleverer dit barn - frem for et sted, der er en vigtig del af dit barns hverdag.

6. Giv dit barn børnevenligt tøj på

Det kan godt være, at skjorter, kjoler med bånd, stramme bukser og sko med snøre er smarte. Men de er altså besværlige at få af og på. Særligt, når man er ved at lære at tisse på toilettet eller øver sig i selv at tage tøj og sko på, når vi skal ud.

7. Bestem hvor lang tid du vil bruge på at hente og bringe

Når dit barn græder som besat, når du afleverer eller nægter at komme, når du henter, kan det være fristende at blive og vente på bedre tider.

Men lad være med bøje dig for, hvornår du skal gå, eller hvornår I skal hjem. Hvis du har besluttet dig for, at en aflevering skal tage ti minutter, skal den tage ti minutter.

8. Snak med pædagogen hver dag

Kan du finde lidt overskud frem, så hør lige en af pædagogerne, om der skulle være sket noget specielt i løbet af dit barns dag eller tjek op på månedsplanen – det ville være et godt udgangspunkt for en snak med dit barn.

9. Vær nærværende, når du henter dit barn

Dit barn har fortjent dit nærvær, når I ikke har set hinanden hele dagen. Så sæt nu den mobil på lydløs, når du henter dit barn.

10. Dit barn er ikke det eneste

Dit barn er sjovt, smukt, dejligt, klogt, særligt og meget følsomt, så selvfølgelig skal dets behov dækkes. Men når du har valgt, at dit barn skal gå i en institution, har du også valgt rammerne, og de består altså af flere børn. Det er ikke kun dit barn, der skal have en dejlig dag. Det skal alle børnene.

Hent de 10 bud på, hvordan du som forælder gør dit barns (og dets pædagogers) hverdag i institutionen lettere i pdf - udgave

 

 

 

 

 

Siden er sidst opdateret 3. november 2021