Natugler (aften og natpasning)

Ja, vi kalder aften- og natpasning for "Natuglerne" - pasning efter "almindelig" lukketid, for vi har åbent, når andre har lukket.

I det ny årtusind arbejder mange i skiftehold, nogle arbejder hjemme, mens andre igen har meget skiftende arbejdstider. Slagelse har flere store arbejdspladser med aften- og natarbejde. Ligeledes har byen med sine gode togforbindelser mange pendlere, der kan have svært ved at nå hjem til Vestsjælland inden daginstitutionerne lukker.

Sangen om hverdagen hos far, mor og børn, synges ikke i samme takt, som den gjorde for 10-20 år siden. Den tid, hvor morgenmåltid og aftensmad bandt dagen sammen for forældre og børn, er forbi i mange familier. Tiden hvor stort set alle mødte på arbejde kl. 08.00 og havde fri kl.16.00 er slut.

En børneinstitution skal i princippet være et spejl af samfundet, og det gør det nødvendigt at være fleksibel.

Det er nødvendigt at kaste et blik på om institutionernes åbningstider helt lever op til det behov, som findes i disse år, og som med den nuværende samfundsudvikling klart vil blive forstærket fremover.

Det tog Slagelse Kommune konsekvensen af 1. marts 2000 ved at åbne aften- og natpasningen (Natuglerne) i Børnegården.

Siden er sidst opdateret 31. august 2018